• Forside
  • Nyheder
  • Alletiders Birgit fra Iscaféen fylder 70 år – Fejres med reception på torsdag
30 september, 2025 Nyheder

Alletiders Birgit fra Iscaféen fylder 70 år – Fejres med reception på torsdag

På billedet ses t.v. Jonna Thygesen og t.h. fødselaren Birgit Karla Bach Olesen

Torsdag den 2. oktober runder Birgit Karla Bach Olesen en skarp milepæl, når hun fylder 70 år. Det markeres på selve dagen med en reception fra klokken 11.00 til 17.00, hvor alle er mere end velkomne til at kigge forbi og skåle med fødselaren. Der vil være lidt godt til ganen – både vådt og tørt.

Birgit kom til Skagen for præcis 50 år siden, i sensommeren 1975, hvor hun egentlig kun skulle være her i seks uger for at arbejde på det gamle Jeckels Badehotel. Men Skagen og det lokale erhvervsliv fik hurtigt sat sine spor, og det korte ophold udviklede sig til et helt liv i Skagens restaurationsbranche.

Efter tiden på Jeckels fortsatte Birgit på Bodilles Kro, senere Hyttefadet og Ruths Hotel samt en sommer på De2Have, inden hun også havde en årrække på Hotel Plesner. Overalt har hun sat sit aftryk med sin store erfaring, sit smittende humør og sin sans for at skabe gode gæsteoplevelser og frem for alt – God mad i særklasse.

I 2014 begyndte et nyt kapitel, da hun mødte Jonna Thygesen, som straks blev tiltrukket af Birgit som person og ikke mindst også hendes legendariske kringle. Senere samme år startede hun så hos Jonna på Iscaféen.

Her har hun de seneste 11 år især markeret sig med smørrebrød, som er blevet kendt og elsket langt ud over bygrænsen. Denne sommer kulminerede det imidlertid, da hendes smørrebrød blev kåret til Danmarks bedste – En anerkendelse, der både vidner om faglig dygtighed og kærlighed til faget.

Når Birgit nu kan fejre sin 70-års fødselsdag, er det med et halvt århundrede i Skagen bag sig – fyldt med arbejde, passion og stærke relationer til både kollegaer, stamkunder og byens borgere.

Receptionen på torsdag er åben for alle, og der venter en festlig dag for en kvinde, der i den grad har sat sit præg på Skagens restaurationsliv gennem fem årtier.

Her fra Skagen Nyt skal der lyde et stort tillykke med fødselsdagen!