For fulde huse leverede den populære sanger en magisk koncertoplevelse i Skagen med hits, humor og sjældne numre – og gav samtidig et glimt af sit kommende album.
Torsdag aften dannede Kulturhus Kappelborg endnu en gang rammen om en koncertoplevelse i særklasse, da Jacob Dinesen vendte tilbage til Skagen.
Det var hans anden solokoncert på Kappelborg i år – begge for udsolgte huse – men aftenen viste tydeligt, at ingen Dinesen-koncerter er ens.
Hvor januar-koncerten havde sin egen nerve og dynamik, var sætliste og stemning denne torsdag aften præget af en frisk energi og masser af overraskelser. De store hits – Into Your Arms, Beautiful Sight, Roll With Me og Take Her Away – var naturligvis med, men derudover dykkede Dinesen dybt ned i sit omfattende bagkatalog.
Med selvironi og et glimt i øjet kaldte han de mindre kendte numre for “H-sider” – men det blev hurtigt klart, at kvaliteten på ingen måde daler i de mere ukendte sange. Tværtimod viste koncerten, hvor stærkt et bagkatalog Dinesen har opbygget gennem sine syv albums, og hvor meget musikalsk dybde der endnu er at udforske for publikum.
Dinesens evne til at fortælle historier og skabe nærvær er intet mindre end legendarisk.
Aftenens publikum fik både sjove og personlige anekdoter fra hans tidlige år på scenen i Skagen, blandt andet fra Skagen Festival i 2015, hvor han for 2.000 kroner og to ølbilletter gav sin første optræden på Kappelborg. Historien om, senere på selvsamme festival, at måtte optræde på Havnescenen i alt for stramme jeans – og uden underbukser – fik salen til at bryde ud i latter.
De mange små fortællinger om Skagen og hans tilknytning til byen understregede, at Dinesen har et ganske særligt forhold til vores skønne by – og det smittede uden tvivl af på den gode stemning mellem Dinesen og publikum denne aften.
Selv med enkelte små lydproblemer og en forkert akkord et par gange, leverede Jacob Dinesen en enestående koncert.
Især da Dinesen satte sig ved klaveret og fremførte Beautiful Sight, opstod der et øjeblik af næsten andægtig stilhed i salen. Publikum var fuldstændig opslugt, og man kunne fornemme den magi, der opstår, når musik rammer lige i hjertet.
Som prikken over i’et afslørede Jacob Dinesen, at han er i fuld gang med at skrive nyt materiale.
Til publikums store glæde og overraskelse rundede han aftenen af med en helt ny sang – på dansk. En uventet, men yderst vellykket afstikker, der gav løfter om et spændende nyt kapitel i Dinesens karriere.
At høre ham synge på modersmålet gav sangen en særlig intensitet, og snakken i salen efter koncerten gik da også på, om der mon kunne være et helt dansksproget album på vej.
Koncerten i Skagen var den første på sidste del af hans soloturné, som allerede er tæt på udsolgt over hele landet. Aftenen på Kappelborg viste endnu en gang, hvorfor Jacob Dinesen har en helt særlig plads i publikums hjerter – både i Skagen og i resten af Danmark.
Det var en koncert, der bød på alt: hits, fede og hidtil mere ukendte sange fra bagkataloget, humor, historier og et glimt af fremtiden.
En magisk aften, som de mere end 200 fremmødte sent vil glemme!
⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 5 stjerner)