• Forside
  • Nyheder
  • Ny speedway-udstilling: kom tæt på Hans Nielsens legendariske karriere
16 september, 2025 Nyheder

Ny speedway-udstilling: kom tæt på Hans Nielsens legendariske karriere

Forrige weekend blev dørene officielt slået op til Hans Nielsen – Speedway Legend Exhibition på Hotel Hvide Klit i Bunken. Her kan publikum nu opleve en helt unik samling af minder fra en af sportens allerstørste profiler, den 22-dobbelte verdensmester Hans Nielsen.

Bag initiativet står hotellets ejer Henrik Ziegler, som også selv er tidligere speedwaykører, som sammen med Hans Nielsen har skabt en permanent udstilling på hotellets anden sal. Her venter et sandt skatkammer for både fans og nysgerrige gæster.

Blandt højdepunkterne er de fire motorcykler, Hans Nielsen kørte sine verdensmesterskaber hjem på – heriblandt den maskine, der sikrede ham de første individuelle VM-titler i 1986 og 1987, og som ikke har været vist frem siden.

Hertil kommer intet mindre end 130 veste, læderdragter, plakater, diplomer og hele 23 års udgivelser af det legendariske britiske magasin Speedway Star.

Og så er der pokalerne. Omkring 1.000 trofæer fra en enestående karriere er samlet ét sted, så man virkelig kan fornemme omfanget af Hans Nielsens triumfer gennem årene.

Det meste har været opmagasineret i Hans Nielsens hjem ved Strandby, så for speedway mesteren er det ganske enkelt fantastisk, nu at kunne dele det hele med andre speedway interesserede.

Udstillingen blev åbnet med manér med deltagelse af både borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt Kommune og Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen.

Hans Nielsen – Speedway Legend Exhibition kan opleves dagligt i mellem kl. 10.30 – 17.00. For hotellets gæster er entréen gratis, mens besøgende udefra betaler 75 kr. (børn under 12 år gratis).