• Forside
  • Nyheder
  • Børnehuset Trindelvej står overfor mulig nedrivning
13 september, 2025 Nyheder

Børnehuset Trindelvej står overfor mulig nedrivning

Det tidligere børnehus på Trindelvej i Skagen, som rummede både børnehave og vuggestue, står nu foran en mulig nedrivning. Økonomiudvalget skal på deres næste møde, på onsdag d. 17. september, tage stilling til, om bygningen på adressen Trindelvej 6 skal fjernes.

Børnehuset skæbne blev beseglet tilbage i december sidste år (2024) som led i en tilpasning af dagtilbuddene i Skagen. Siden starten af året har bygningen dermed stået tom uden udsigt til snarlig genanvendelse, og ifølge administrationen er der heller ikke i kommunens ejendomsstrategi planer for området.

Derfor peger Center for Ejendomme, Park og Vej på nedrivning som den mest hensigtsmæssige løsning. På den måde kan man undgå yderligere forfald, ligesom en fjernelse af bygningen vil frigøre arealet til eventuel senere anvendelse.

Det kunne eksempelvis tænkes at grunden senere hen vil kunne anvendes til opførelse af nye lejeboliger.

Bygningen har et areal på 518 kvadratmeter, og nedrivningen er anslået til at koste ca. 660.000 kroner.