14 august, 2025 Nyheder

Indlæg: Farvel til familielægen

Vi er 3 læger, som alle er i sidste del af vores hoveduddannelse, til at blive praktiserende læger (speciallæger i almen medicin). Vi har alle 3 købt hus i Skagen, har børn i institutionerne og har en klar forventning om at slå os ned som praktiserende læger i Skagen inden for de næste år.
Vi har valgt specialet almen medicin, med den hensigt at blive selvstændige og drive vores egen klinik og passe godt på vores patienter.

Regeringen har dog fremsat et lovforslag, som vi er bange for vil ændre alt det som almen praksis bygger på, og som vi synes er vigtigt og grundstenen for den praktiserende læge.

I dag bygger almen praksis på små selvstændige erhvervsdrivende, og vores ret forhandles via PLO (Praktiserende Lægers Organisation). De forhandler vilkårene for praksis men også patienter.

Din praktiserende læge koster i gennemsnit 1.540 kr. pr. borger om året. Som det er nu klarer den praktiserende læge 94 % af alle kontakter uden henvisning videre til sygehuset, hvor det bliver meget dyrere.
Studier fra Norge viser, at mere end 15 års tilknytning til egen læge reducerer for tidlig død med 25 %. Det er derfor utroligt vigtigt, at patienter har en læge, som de kender – og som kender dem – som kan tage sig af små og store problemer, og som ved, hvornår det er noget, der kan klares i praksis, men også hvornår det er nødvendigt at sende patienten videre.

Lovforslaget handler om, at almen praksis skal være topstyret, således at regeringen kan bestemme, hvor længe vi skal bruge pr. patient, hvilket medicin vi skal udskrive, hvornår vi skal holde åbent, og hvor mange patienter der skal være tilknyttet.
Vi mener, at vi som praktiserende læger kender patienterne så godt, at vi ved, at nogle har brug for længere tid end andre. At nogle har brug for det, der for samfundet er dyrere medicin. På den måde frygter vi, at vi ikke kan behandle det, vi lægeligt vurderer, er det bedste for den enkelte patient, men hvad der fra en topstyret beslutning er vurderet at skulle gælde for alle patienter.

Det svarer til, som vores kollega så fint beskriver i Berlingske: at man pålagde landets frisører at følge en statslig klippevejledning og bruge præcis 19,5 minutter pr. kunde og sende daglige rapporter til Indenrigsministeriet.

Alt i alt er almen praksis en utrolig billig og god løsning, som den er i dag. Vi er dog ikke blinde for, at der er områder i Danmark, som er truet af lægedækningen. Der kommer flere og flere ældre i Danmark, hvorfor kapaciteten af praktiserende læger skal øges. Vi frygter, at der med det nye lovforslag, som regeringen har fremsat, vil komme en modsat effekt. At læger tæt på pensionsalderen vælger at gå tidligt på pension, og unge læger fravælger specialet almen medicin eller søger helt andre veje.

Skagen betragtes som et lægedækningstruet område, hvor rekrutteringen af nye læger har været svær. Dette mærkes især ved et stort behov for vikarer og dermed manglende kontinuitet.

En fremtid med 3 kommende nye læger vil være særdeles positivt for Skagen, men regeringen truer nu den tilførsel. Vi frygter, at det bliver endnu sværere i fremtiden at lokke flere læger til byen.
Skagen er et sted, hvor en regionsklinik eller koncernklinik, som vi kender fra Alles Lægehus, meget sandsynligt kan blive en realitet. Det er klinikker, hvor vi ved, at kvaliteten og kontinuiteten er betydeligt ringere end i en praksis drevet af PLO. Her ses det, at alvorlige sygdomme opdages senere, ventetiden er længere, og muligheden for at få en fast læge er svært begrænset. Dette ser vi som noget, der reducerer patienttilfredsheden og øger risikoen for alvorlige patientrelaterede konsekvenser.

Lovforslaget vil diktere, hvor mange patienter hver praksis skal have tilknyttet. Dette gøres for at sikre, at steder, hvor lægedækningen er truet, og kompleksiteten høj, ikke har for mange patienter.
Begge lægehuse i Skagen har allerede langt flere patienter end, hvad vi skal have i forhold til regeringens normering. Dette gøres for at imødekomme, at alle kan have en læge i byen og ikke skal udenbys. Hvis regeringens forslag gennemføres, frygter vi, at dette vil betyde, at ikke alle indbyggere i Skagen vil kunne have en læge i byen. Dette vil forværre den allerede begrænsede tilstrømning af nye borgere og børnefamilier. Ønsker vi at være en by, hvor vores borgere kan blive dårligere stillet pga. geografi?

Der er lige nu fremsat et borgerforslag, som går imod regeringens lovforslag, men der mangler i skrivende stund 25.000 underskrifter, før det når Christiansborg.
Hjælp os – og dig selv – med at bevare den praktiserende læge i Skagen.

Gå ind på linket og skriv under:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-20839

Husk, at relationer redder liv!

Med venlig hilsen:
Kristina, Katrine og Line