• Forside
  • Det sker
  • Sidste chance for en sommeraften med rosé og rejer ombord på postbåden Tunø
26 juli, 2025 Det sker

Sidste chance for en sommeraften med rosé og rejer ombord på postbåden Tunø

Højsommeren nærmer sig sin afslutning, og dermed lakker det også mod enden for en af Skagens mest stemningsfulde maritime oplevelser: Sejltur med rosé og rejer ad libitum ombord på den historiske postbåd Tunø.

Torsdag, fredag og lørdag i næste uge – den 31. juli, 1. og 2. august – sejler Tunø ud på sine sidste temature med rosé i glasset, friske rejer på tallerkenen og Skagens smukke kystlinje som kulisse.

Det har været en kæmpesucces hele sommeren, og det er nu sidste chance for at komme med på denne særlige sejltur.

En uforglemmelig sommeraften til søs

Turen starter kl. 17.00 fra Pier 2 i Skagen Havn og varer 1½ til 2 timer.

Ombord venter en afslappet og festlig atmosfære med alt, hvad hjertet kan begære af rosévin og lækre rejer, mens I glider stille ud på det smukke hav ud for Skagen.

Det er den ideelle oplevelse for vennegrupper, par eller dem, der ønsker at slutte feriedagen af med noget helt særligt.

Praktisk information:

  • Afgang: Kl. 17.00 fra Skagen Havn (Pier 2)
  • Varighed: 1½–2 timer
  • Pris: 595 kr. pr. person
  • Inkluderer: Sejltur, rejer ad libitum og rosévin
  • Kapacitet: Max 20 personer pr. tur
  • Minimum: 10 deltagere – ellers aflyses turen

Billetter kan købes helt frem til to timer før afgang – men husk, pladserne er begrænsede, og mange afgange har været udsolgt i løbet af sommeren. Billetter kan ikke refunderes eller ombyttes, medmindre arrangementet bliver aflyst.

Daglige havnerundfarter med Tunø fortsætter

Selvom rosé- og rejesejladserne snart er slut, fortsætter postbåden Tunø sine daglige havnerundfarter, hvor både lokale og besøgende kan opleve Skagen fra søsiden.

Der er afgang hver dag kl. 11.30 og 14.00 fra Skagen Havn med en sejltid på ca. 90 minutter. Ruten inkluderer ofte stop ved Grenen, Sønderstrand, Kongevillaen og Det Grå Fyr – dog med forbehold for vejr og vind.

Postbåden Tunø – en maritim tidsrejse

Tunø er en autentisk motorfærge fra 1965 med plads til op til 36 passagerer. Den blev oprindeligt bygget til at fragte post og passagerer mellem øen Tunø og fastlandet og har i dag fået nyt liv som et charmerende indslag i Skagens sommerliv.

Så uanset om du er til rosé og rejer i solnedgang eller en rolig havnerundfart i dagtimerne, byder Tunø på ægte maritim stemning og en helt særlig oplevelse i hjertet af Skagen.