Hulsigstien er nu igen åben efter at have været lukket ned siden mandag eftermiddag grundet naturbranden i Skagen Klitplantage.
Dermed kan cyklister igen komme sikkert frem mellem Skagen og Hulsig.
De seneste dage har man set store grupper og sågar børnefamilier cykle langs landevejen.
Derfor har Naturstyrelsen i samarbejde med hjemmeværnet og beredskabet besluttet sig for at genåbne cykelstien mellem Skagen og Hulsig, på trods af at slukningsarbejdet i klitplantagen stadig pågår.
Det betyder også at man dels skal passe på tung trafik på gl. landevej, men også at man skal blive på cykelstien hele vejen.
Området anses nemlig stadig som lukket, hvorfor alle øvrige stier og skovveje i området er lukket for adgang.
Hjemmeværnet sendes i skrivende stund ud for at dirigere og samtidig lukke af for adgangen til diverse stier ind i det område, hvor et større antal brandfolk stadig kæmper med efterslukningen.