• Forside
  • Nyheder
  • Skagen Marathon: Rekordtilmelding og gæster fra hele verden
27 juni, 2025 Nyheder

Skagen Marathon: Rekordtilmelding og gæster fra hele verden

Skagen Marathon har for alvor cementeret sin rolle som en international begivenhed og en stærk driver for turismen uden for højsæsonen. Allerede i juni er der meldt fuldt udsolgt til årets løb – og det er flere måneder før startskuddet lyder den 4. oktober. Det er aldrig sket før.

Bag succesen står Turistforeningen Toppen af Danmark, som med stærk lokal opbakning og et voksende netværk af sponsorer har skabt en begivenhed, der rækker langt ud over landets grænser.

”Turistforeningen Toppen af Danmark eksisterer på grund af sine mange medlemmer, og netop på grund af den opbakning er vi i stand til at arbejde med events og konceptudvikling, der er med til at tiltrække gæster uden for den typiske højsæson i Skagen,”

fortæller turistdirektør Nicolai J. Nissen.

“Det er helt fantastisk at opleve den udvikling, vi har arbejdet hen imod gennem flere år,”

– siger eventkoordinator Anne-Mie S. Rasmussen fra Toppen af Danmark og fortsætter:

“Vi mærker opbakningen fra både vores medlemmer og sponsorer, og fra lokale samarbejdspartnere; f.eks. Skagen OK og Motion, som også har været med fra begyndelsen. Det er netop den lokale forankring, der gør det muligt at skabe den her slags events”

Årets Skagen Marathon, og de mange løb, der er samme dag, blev i 2023 udsolgt på løbsdagen, og sidste år kunne der meldes udsolgt i september. Det er derfor noget af et spring, når der i år er sat tilmeldingsrekord med udsolgt allerede i juni.

Turistdirektør Nicolai J. Nissen fortæller også, at der er stor værdi for lokalområdet i events af denne type. Han forklarer, at det betyder meget for den kontinuerlige markedsføring af Skagen, at der er en række årlige events, som er med til at ”holde gryden i kog”, fordi der hele året er kampagner i gang – for eksempel for Skagen Marathon, Skagen Festival, Sankt Hans i Skagen, Skagen Vinterbaderfestival osv.

”Der er mange lokale med i løbet, og mange danskere tager turen til Skagen for at være med. I det daglige har vi også mange danske gæster i byen. At vi danskere selv elsker Skagen, er grundstammen i vores turisme,”

– siger Nicolai J. Nissen.

Tallene taler for sig selv: Deltagere fra 35 forskellige lande har tilmeldt sig årets Skagen Marathon. Heriblandt Kina, Colombia, Brasilien, Sydkorea – og 14 løbere fra USA.

“Mange af de udenlandske deltagere er naturligvis bosat i Danmark, men når de poster billeder og resultater fra Skagen på deres sociale medier, skaber det synlighed – og ringe i vandet,”

– forklarer turistdirektøren.

Selv i et år, hvor flere danske destinationer melder om færre nordmænd, er der stadig 250 norske deltagere – samme antal som sidste år, som i forvejen havde det hidtil højeste antal nordmænd med. Sverige er også gået frem med over 60 svenske deltagere i år.

Skagen Marathon tiltrækker en anden målgruppe end den typiske sommergæst. 75 % af deltagerne er mellem 20 og 50 år, og dermed ligger aldersprofilen lidt yngre end den gennemsnitlige turist i Skagen.

“Det åbner et vindue mod nye målgrupper, der måske først lærer området at kende gennem et løb, men senere vender tilbage til en sommerferie eller et vinterophold,”

– lyder det fra turistdirektøren.

Samtidig er der bemærkelsesværdige tal i begge ender af skalaen: Over 100 deltagere er 70 år eller ældre – og 65 % af alle deltagere kommer fra Midtjylland eller endnu længere væk.

Skagen Marathon har udviklet sig til meget mere end blot et motionsløb. Det er blevet et markant element i Skagens helårsturisme og et levende eksempel på, hvad der sker, når lokale kræfter, foreninger og erhvervsliv arbejder sammen og bakker op om turistforeningen.

”Derfor sender vi også ofte en venlig tanke til vores medlemmer og sponsorer – uden dem, og de dygtige kolleger, der hele året arbejder for Skagen Marathon, var det ikke muligt”

– afslutter Nicolai J. Nissen.