• Forside
  • Nyheder
  • Mød de lokale helte fra Skagen Brandstation: altid klar til at rykke ud – døgnet rundt
27 april, 2025 Nyheder

Mød de lokale helte fra Skagen Brandstation: altid klar til at rykke ud – døgnet rundt

Når katastrofen rammer, og hver eneste sekund tæller, står et dedikeret team af lokale brandmænd fra Falck Skagen klar til at træde til. 24 timer i døgnet, 365 dage om året, er de parate til at smide, hvad de har i hænderne, og kaste sig ud i kampen mod flammer, redningsopgaver og andre nødsituationer.

Bag hver udrykning gemmer sig mennesker med passion, erfaring og en enorm vilje til at gøre en forskel.

Her får du et nærmere kig på holdet, der holder Skagen tryg døgnet rundt:

Stefan Lennert Huusom

Med 11 års erfaring er Stefan en fast skikkelse på stationen. Ud over at være en dygtig brandmand, er han superbruger på udkaldssystemet og en vigtig teknisk støtte for hele teamet.

Til daglig driver han SLH-Data, og med kontor hos EzeePrint arbejder han side om side med sin bror Mogens – og ofte følges de to ad til udrykninger.

Stefan er også manden bag Falck Skagens tilstedeværelse på sociale medier.

Per Sørensen

Per er veteran med hele 34 år bag sig.

Han elsker de store køretøjer – særligt tenderen, der kærligt kaldes “Pers brandbil”.

Ved byens arrangementer er det ofte Per, der kører liften og skaber mindeværdige oplevelser for både børn og voksne.

Efter at have drevet tømrerfirma i mange år, er han nu pensionist – og heldigvis altid klar til at springe til.

Stig Daugaard

Ingen på holdet kan matche Stigs 46 års erfaring.

Siden 1992 har han været holdleder, og hans kompetencer spænder vidt:

  • røgdykkerinstruktør
  • faldsikringsinstruktør
  • containerinstruktør
  • og meget mere.

Med hans mange år som både ambulanceredder og brandmand bringer Stig både ro og enorm viden ind i enhver situation.

Mogens Lennert

Mogens har 14 års erfaring som brandmand og har netop bestået sin holdlederuddannelse.

Han driver til dagligt EzeePrint i Skagen og kan med god samvittighed forlade arbejdet, når alarmen lyder – takket være et stærkt team bag sig.

Mogens er kendt for sit gåpåmod og sin store loyalitet over for stationen.

Mathias Madsen

Mathias er en af de nye på holdet med lidt over et års erfaring.

Ud over at være brandmand arbejder han også på Skagen Redningsstation, hvilket giver ham værdifuld viden om redning både på land og til vands.

Han driver til daligt sit eget kloakfirma Renoteq og er altid klar til at rykke hurtigt ud dag og nat.

Anders Rughaven Mikkelsen

Anders bringer 15 års erfaring og masser af ro ind i teamet.

Hans daglige arbejde på Karstensens Skibsværft kræver styr på både tunge maskiner og præcision – kompetencer der passer perfekt til en brandmands hverdag.

Lene Lundegaard

Som Skagens eneste kvindelige brandmand bryder Lene stereotype forestillinger.

Med snart tre år hos Falck Skagen har hun bevist, at vilje og styrke ikke har noget køn.

Hun driver egen fodterapiklinik og har lavet en særlig aftale med sine kunder: hvis alarmen lyder, finder de selv vej ud – så Lene kan redde liv.

Antonio “Toni” Bertel Jespersen

Toni er en alsidig profil med 26 år i tro tjeneste hos Falck Skagen.

Om sommeren er han oftest travlt beskæftiget med at  køre turister ud til Grenen med Sandormen, mens han resten af året står på spring, klar til at rykke ud sammen med kollegerne fra brandstationen.

Hans mekaniske snilde har mange gange været uvurderlig på skadestederne.

Emil Lundholm

Emil er en af de yngste på holdet og blev ansat i august 2024.

Med en baggrund i entreprenørbranchen som anlægsstruktør hos Jørn Lyth i Skagen, er han vant til at tage fat – og følges ofte med sin far, Søren Lundholm, på udrykninger.

Emil er i den grad en af dem, som repræsenterer fremtidens brandmænd i Skagen.

Brian Houkjær Pedersen

Brian har i 26 år været en del af stationen og blev holdleder i 2010.

Når han ikke selv er med på udrykning, er han den, der kommer forbi med kaffe og forplejning – en vigtig støtte i intense situationer.

Til daglig arbejder han hos EDC Skagen med salg og vurdering af boliger.

Lasse Tryk

Lasse har været brandmand i 16 år og holdleder siden 2015.

Han har netop suppleret sin erfaring med en uddannelse som røgdykkerinstruktør.

Når han ikke er på stationen, finder man ham på Skagen Havn, hvor han bidrager til at havnearealerne altid er i topform.

Henrik Kristensen

Stationsleder Henrik har 38 års erfaring i brand- og redningstjenesten.

Udover at stå i spidsen for brandstationen i Skagen underviser han også i førstehjælp og brandbekæmpelse på Brandskolen.

Om sommeren arbejder han som chauffør på Sandormen, men om vinteren er han altid stationens klippe.

Søren Lundholm

Søren har 17 års erfaring som brandmand.

Til dagligt arbejder han som styrmand på en sandsuger som kommer vidt omkring.

Når han er hjemme i Skagen, er han dog altid flittig til at hoppe i brandmandsdragten.

Nicholas Christophersen

Nicholas er én af de nye brandmænd, som dog allerede har markeret sig som en pålidelig og stærk profil på stationen.

Til daglig arbejder han som elektriker på Karstensens Skibsværft, men han har lavet en aftale om hurtigt at kunne rykke ud, når der er behov – også i arbejdstiden.

Et hold bygget på vilje, erfaring og fællesskab

Hver brandmand hos Falck Skagen bringer noget unikt til holdet.

Fælles for dem alle er en stærk vilje til at gøre en forskel for deres lokalsamfund – døgnet rundt, året rundt.

Vil du være en del af holdet?

Falck Skagen søger fortsat nye brandfolk, som kan være med til at sikre hurtig hjælp, når uheldet er ude.

Som du kan se ovenover kræver det ikke en speciel profil at være brandmand – det er et job for alle.

Forestil dig at det er din virksomhed, dit hus eller din bil som står i flammer – og hjælpen er 30 minutter væk. Det er netop derfor det er helt vitalt at have et godt korps af lokale brandfolk!

Hvis du går med en brandmand i maven, så kontakt stationsleder Henrik Kristensen på hkr@falck.dk for en uforpligtende snak.

Tak til alle vores lokale brandfolk – for modet, dedikationen og sammenholdet, der holder Skagen tryg.

Ovenstående billeder er efter aftale lånt af Falck Skagen.