Person fundet i havet ud for Skagen og fløjet på sygehuset
En redningshelikopter fra Forsvaret fandt lørdag en person i havet ud for Skagen og fløj vedkommende til Aalborg Sygehus. Det oplyser vagthavende ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.
Tilstanden for personen er endnu ukendt, da Forsvaret henviser til politiet for yderligere oplysninger.
Hændelsen begyndte, da myndighederne modtog en anmeldelse om, at en vinterbader muligvis var i nød ved Sønderstrand i Skagen.
Redningsstationen i Skagen iværksatte straks en større aktion. En redningsbåd (FRB08) blev sendt på vandet sammen med støtte fra en lokal supplybåd og Danpilot Bravo.
Fra Flyvestation Aalborg blev en redningshelikopter sendt i luften.
Samtidig rykkede redningsstationens mandskab også ud til stranden for at samarbejde med politiet og indsamle informationer om hændelsen.
Efter nogle timers eftersøgning fandt helikopteren en livløs person i vandet, som hurtigt blev bjærget og fløjet til hospitalet. Kort efter blev eftersøgningen afblæst.
Samtidig med eftersøgningen var redningsstationen i Skagen også kaldt ud til en fiskekutter ved Hirsholmene, der havde brug for assistance for at komme i havn.
Mandskab på redningsfartøjet Lars Kruse bistår kutteren og sørger for en sikker slæbning til Skagen Havn, hvor de i disse minutter er ved at være fremme ved indsejlingen.
FRB08 vil assistere som bagstopper ved ankomsten til havnen, for at hjælpe kutteren sikkert til kaj.
De to opgaver blev håndteret parallelt, og ifølge redningsstationen forløb begge missioner uden yderligere komplikationer.
Politiet og Forsvaret oplyser, at sagen efterforskes, og at der arbejdes på at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring vinterbaderens ulykke.
Opdatering kl. 22.35:
En 30-årig mand, som i eftermiddags blevet reddet i havet ud for Skagen, er omkommet. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mikkel Lousdal til Nordjyske.dk.
Vagtchefen oplyser, at den 30-årige var bosiddende i Region Nordjylland, og at hans pårørende er underrettet.
Personen blev fundet i havet af en af Forsvarets redningshelikoptere og bragt til Aalborg Universitetshospital.
På det tidspunkt var der stadig livstegn fra den 30-årige, men klokken 15.20 blev han erklæret død, oplyser Mikkel Lousdal til Nordjyske.dk.
Redningsaktionen blev sat i gang af forbipasserende, der havde set den 30-årige gå i vandet ved Skagen Sønderstrand og frygtede, han var druknet.
Kilde: DR & Ritzau.