20 August, 2024 Nyheder

Skagen Ostehus kører ostebilen i garagen

Henrik Svanhede har sat den populære ostebil til salg og håber at den fortsætter med den kommende ejer.

Skagen Ostehus har sat ostebilen, der holder ved føtex i Hjørring fredage og lørdage, til salg, og lørdag den 31. august er sidste gang, ostebilen kører.

– Jan Bruun har desværre valgt at sige farvel til Ostebilen. Arbejdstiderne og familielivet var for svært at få til at gå op for ham. Det respekterer jeg fuldt ud og bakker op om Jans prioriteringer, skriver ejeren af Skagen Ostehus, Henrik Svanhede fra Hjørring.

Jan Bruun har kørt den populære ostebil siden, den tidligere ostemand i bilen, Jan Brandhøj, sagde op for at starte en ostebutik lige ved siden af føtex på Bispetorvet i Hjørring.

Samtidig fortsætter føtex Hjørring med et stort og spændende udvalg af gode oste fra nær og fjern.

– Vi håber selvfølgelig allermest at finde en køber, som har lyst til at kører Ostebilen videre som nu. Vi har foruden de nuværende faste holdepladser flere andre steder, der har efterspurgt os, så der er mulighed for at udvide ruten og åbningstiderne for bilen.

Henrik Svanhede har forrygende travlt og stor succes med Skagen Ostehus på Havnevej i Skagen og justerer nu lidt på sin prioritering.

– De seneste par år har vi oplevet en virkelig positiv vækst i Skagen Ostehus. Det er jeg utrolig taknemlig og stolt over, men travlheden har betydet, at den tid jeg har haft til at udvikle på Ostebilen har været minimal, og at jeg har måtte trække i bremsen omkring nye ideer i Ostehuset. Det fortjener ingen af stederne, da der er masser af uudnyttet potentiale.

“Samtidig må jeg også erkende, at jeg ikke bliver yngre, og at lidt mere fritid med børnebørnene trækker en del. Derfor har jeg besluttet at sætte Ostebilen til salg og fremadrettet fokuserer 100 procent på Ostehuset på Havnevej i Skagen. Jeg har de seneste fire og et halvt år skrevet en masse idéer ned, som fortjener en chance i Ostehuset.”

Henrik Svanhede vil blandt andet gerne udvikle mere på ostehusets take away og udvide udendørsserveringen om sommeren.

“Derudover drømmer jeg om at producere hjemmelavet færdigretter som for eksempel lasagne, italienske kødboller, flere slags mad-tærter med videre, som nemt kan tages med hjem og lunes i ovnen.”

Ostebilen vil, sammen med Jan Bruun, kører frem til lørdag den 31. august. Foto: Palle W. Nielsen

“Jeg håber, at mange vil kigge forbi butikken, når i besøger Skagen. Samtidig vil jeg gerne takke vores samarbejdspartnere; Tøjeksperten Thomas i Hjallerup, SuperBrugsen i Vodskov, SuperBrugsen i Dronninglund, føtex i Hjørring og Tannisby Camping. Ostebilen vil, sammen med Jan Bruun, kører frem til lørdag den 31. august.”

– afslutter Henrik Svanhede

Det vil i fremtiden stadig være muligt at bestille ost og tapas til afhentning i Hjørring, da Svanhede forsat vil køre mellem Skagen og Hjørring seks dage om ugen. Ostehuset vil forsætte fuldstændig som i dag med åbent fra mandag til lørdag.

Kilde: Nordsøposten