02 august, 2024 Nyheder

Cyklist påkørt: ventede en time på ambulancen

I dag kl. 11.40 er en kvindelig cyklist blevet påkørt i Skagen.

Påkørslen skete i T-krydset ved Nordsøvej og Lillebæltsvej, bag ved Jem & Fix.

Da vores fotograf var på stedet kl. 11.46 var akutbilen og politiet allerede fremme ved ulykkesstedet, men den påkørte kvinde lå stadig på jorden og det var tydeligt at man frygtede for hendes nakkes tilstand.

Problemet er, at båren som kan stabilisere nakken og det omkringliggende område, kun forefindes i ambulancen, hvorfor kvinden måtte forsøge at finde sig til rette med at ligge på jorden, hvor hun landede i forbindelse med selve påkørslen, indtil ambulancen var på stedet kl. 12.40 – én time efter at ulykken fandt sted.

Øjenvidner på stedet fortæller at det var en motocrosser der påkørte kvinden, men billederne som vi viser her i artiklen viser også en bil holdende ved T-krydset og vores fotograf på stedet kan også berette om at Politiet så lidt nærmere på den pågældende bil.

Ambulancen kom til stedet uden udrykning – hvorfor det skulle tage en hel time at få en ambulance til Skagen vides på nuværende tidspunkt ikke.

Fotograf: Kristoffer Vangsted