Til påske slår parret Vildane og Albert Kelani atter dørene op til Luna Ristorante på Skagen Rooftop.
Sidste år rykkede parret for første gang ind i lokalerne på Skagen Rooftop den 29. juni, lige i tide til Skagen Festival.
Henover sommeren kunne man nyde autentisk italiensk mad i hyggelige og betagende rammer, enten nedenunder eller oppe på selve Rooftoppen med en betagende udsigt over Skagen Havn.
Parret Vildane og Albert Kelani åbnede Luna Ristorante i Randers tilbage i 2014 og har lige siden taget kronjyderne og sidste år skawboerne og områdernes gæster med storm.
De har imidlertid alle dage været vilde med Skagen og har været heroppe så meget som muligt og havde da også flirtet med ideen om at åbne restaurant heroppe i noget tid, inden de altså tog springet sidste år.
Henover vinteren har de så været tilbage i vante rammer i Randers, men snart går turen tilbage til Toppen af Danmark hvor de glæder sig til at se nye som gamle kunder fra påsken og fremefter.
Filosofien bag Luna Ristorante er god mad lavet fra bunden, fantastisk service i øjenhøjde og god placering.
Placeringen er selvsagt helt i top med placeringen på Havnefronten og med Rooftoppen som prikken over i’et.
Luna Ristorante bygger på stolte traditioner fra det italienske køkken og det er bestemt intet tilfælde.
Albert har nemlig adskillige års erfaring i det italienske køkken og har været med til at åbne utallige velrenommerede italienske kvalitets- restauranter i især London.
Køkkenet og restauranten er således i særdeles gode hænder og her i Skagen er det med andre ord bare at glæde sig til et gensyn med Luna Ristorante og deres verden af smagfulde italienske retter.