• Forside
  • Nyheder
  • Normalt synger de for Kongehuset og Folketinget – Nu synger de julen ind i Skagen
21 november, 2023 Nyheder

Normalt synger de for Kongehuset og Folketinget – Nu synger de julen ind i Skagen

Traditionen tro inviterer operasanger og Skagen Ambassadør Jens-Christian Wandt til stor julekoncert i Skagen Kirke. 

Hvert år siden 2010 har operasanger Jens-Christian Wandt sunget jul og advent ind i Skagen Kirke. Gennem flere år har han haft selskab af det som DR kalder for Danmarks bedste kirkekor – 

Holmens Kirkes Vokalensemble. Koret er med igen i år når den store julekoncert finder sted: 

Onsdag den 29. november kl. 19.30

Kongehus & Folketing

Holmens Kirkes Vokalensemble, består af 10 professionelle sangere som alle har hver deres solistiske karriere, men som også mestre den kunst det er at synge i et mindre kor – et vokalensemble. Ved koncerten i Skagen Kirke vil flere af korets medlemmer også medvirke som solister.

Koret er fast tilknyttet Holmens Kirke i København, men synger også ved en lang række arrangementer i årets løb, bl.a. Folketingets Åbning, Kirkeministerens Julekoncert for Folketinget, Flagdagen, Tordenskiolds fødselsdag, og når Kongehuset har højtideligheder i Holmens Kirke eller Christiansborg Slotskirke.

Således sang koret både ved Dronning Ingrids- og Prins Henriks castrum doloris og bisættelse, ved Dronning Margrethes regeringsjubilæum, og ved Prins Christians dåb. 

Slotsorganist og dirigent

Den musikalske ledelse er lagt i hænderne på Holmens organist og kantor, Slotorganist ved Christiansborg Jakob Lorentzen.

Også han har været med ved julekoncerterne i Skagen Kirke flere gange. Han regnes blandt de bedste danske kirkemusikere, er både organist, dirigent, pianist, komponist og underviser på musikkonservatoriet, Dronning Margrethe har benådet ham med Ridderkorset, og forrige år fik han tildelt Frobenius Fondens store pris – den største kirkemusikalske pris i Skandinavien. 

Julen er musikkens højtid

Jens-Christian Wandt er et kendt navn i Nordjylland, han er leder af Verdensballetten, som hvert år kan opleves ved Den Tilsandede Kirke. Han medvirker ved nytårskoncerten på Kappelborg, arrangerer Aftensang ved Vippefyret, og er af Frederikshavn Kommune udnævnt til Skagen Ambassadør.  Til julekoncerten i år har han sammen med Jakob Lorentzen sammensat et program med julens elskede melodier, både solistiske indslag, korsang, og fællessang hvor alle i kirken synger med. 

”Jul er for mig musikkens højtid – jeg elsker julens musik og jeg elsker julens mange koncerter. Der er et særligt fællesskab når vi samles i kirken til julekoncert, – og så er Skagen Kirke et særligt godt rum til musik, smukt og stemningsfuldt, og med en super god akustik. Det er altid en stor glæde at synge i kirkens fantastiske rum, – og så er jeg meget glad for det samarbejde jeg har med kirkens organist Rikke Kursch, som ved koncerten sidder ved orglet og spiller til fællessalmerne.”

Jens -Christian Wandt

Dejlig er jorden

Holmens Kirkes Vokalensemble og Jens-Christian Wandt giver i år en række julekoncert ud over hele landet. Derudover medvirker de ved den store julekoncert i Holmens Kirke som overværes af Prinsesse Benedikte, flere ministre og medlemmer af folketinget.

I 2010 indspillede koret og Jens-Chr. Wandt albummet ”Jul i Skagen”, som siden er blevet et af bedst sælgende klassiske julealbum i Danmark. Albummet blev skabt som et resultat af det samarbejde der var med TV2 Nord, da de i 2010 optog julekoncerten i Skagen Kirke, og siden har sendt den hvert år i juledagene. 

”Vi har et særligt forhold til Skagen Kirke – Selvom jeg og Holmens Kirkes Kor giver mange julekoncerter sammen hvert år, – og ofte i store smukke kirker, så er koncerten ”hjemme” i Skagen altid noget særligt. Der er mange kendte ansigter på bænkerækkerne, og når vi alle i fællesskab – kor, solister, og menighed, stående slutter koncerten med at synge ”Dejlig er jorden”, så er jeg klar til at gå ind i december med alle julemånedens mange traditioner, så sker der noget særligt, så bliver sindet stemt til jul.”

Jens-Christian Wandt

Billetter doneret til aktivitetscentret

Som noget særligt for koncerten i år, har Melsen Fonden fra Frederikshavn, givet mulighed for at en række ældre borgere i Skagen kan overvære koncerten.

Det er 25 brugere af Skagen Aktivitetscenter på Ankermedet, som hver har fået to billetter, så de kan tage en ledsager med til koncerten. De i alt 50 billetter er blevet doneret af Melsen Fonden, og er fordelt ved lodtrækning blandt centrets brugere. 

Efter koncerten mødes man på Brøndums

Efter koncerten er det en tradition at man mødes i stuerne på Brøndums Hotel. Hotellet er pyntet op til jul, og der er mulighed for at købe gløgg og julebag, og så plejer koret også at synge et par julesange her. Det er en herlig måde at slutte aftenen af på. 

JUL I SKAGEN 2023 – Julekoncert i Skagen Kirke

Onsdag den 29. november kl. 19.30. (Dørene til kirken åbner kl. 18.45)

Billetten koster: 225,- (ex gebyr) og kan købes lige her.

Medvirkende: 

  • Holmens Kirkes Vokalensemble
  • Jens-Christian Wandt, solist & koncertens vært
  • Jakob Lorentzen, musikalsk ledelse
  • Rikke Kursch, orgel