• Forside
  • Nyheder
  • Ny aftale sikrer sponsorater og synlighed til Skagen Festival
16 februar, 2022 Nyheder

Ny aftale sikrer sponsorater og synlighed til Skagen Festival

Toppen af Danmark overtager ansvaret for sponsortegning, PR og markedsføring af Skagen Festival.

Med den nye samarbejdsaftale ønsker Skagen Festival Fond at professionalisere nøglefunktioner, som ikke længere kan løftes af frivillige. Frem over får de frivillige, som stabler Skagen Festival på benene, mere tid til at fokusere på god musik og oplevelser for feststemte festivalgæster.

Skagen Festival Fond har nemlig udliciteret ansvaret for PR, markedsføring og sponsoraftaler til turistforeningen Toppen af Danmark i et fremtidigt samarbejde.

”Det sikrer en professionalisering, som er nødvendigt for at markedsføre Skagen Festival over for vores målgruppe på elektroniske medier og via pressen. Mediebilledet har udviklet sig gennem årene og ulønnede, frivillige kræfter har ikke den tid og de kompetencer, det kræver at konkurrere med andre kulturevents. Derfor er vi glade for at kunne lægge opgaven i trygge hænder hos Toppen af Danmark.”

Johan Hessellund, formand for Skagen Festival Fond.

Styrket sponsortegning

Som en del af aftalen bliver det også Toppen af Danmark, der kommer til at stå for at tiltrække og tegne sponsorer til Skagen Festival. En opgave, som både skal løses lokalt, men som også skal tiltrække nye, større sponsorater.

”Toppen af Danmark har erfaring og et bredt netværk, som Skagen Festival nu får mulighed for at trække på. Jeg forventer, at vi i de næste år får flere sponsorbidrag, end vi har kunne skaffe tidligere, og at vi kan koble en eller flere store, nationale sponsorer på festivalen. På bundlinjen vil det betyde, at der bliver flere penge at lave festival for.”

Johan Hessellund

En historisk aftale

Hos turistforeningen Toppen af Danmark glæder direktør René Zeeberg sig over udsigten til at udvide samarbejdet med den største kulturbegivenhed i Skagen-området.

”Jeg har stor respekt for de frivillige kræfter bag festivalen. Det er imponerende, hvilken opgave de løfter hvert år, og vi er stolte over at få lov at bakke dem op med vores kompetencer inden for PR, markedsføring og sponsortegning,” siger René Zeeberg og fortsætter:

”Aftalen med Skagen Festival er historisk stor for begge parter, og en blandt flere nye samarbejdsaftaler vi har indgået med blandt andre Kulturhus Kappelborg og Skagen Vinterbader Festival. Vi har de professionelle kompetencer og et bredt sigte ud mod både Sverige, Norge og Danmark. Det betyder, at vores partnere trygt kan overlade synlighed og sponsorater til os og koncentrere sig om at drive og udvikle deres kerneprodukt.”

René Zeeberg