Den omtrent 50 kilometer lange vandledning fra Tolne vandværk og herop til Skagen er nu i sin afsluttende fase.
Pt. er røret nået hele vejen til Hulsig og røret nærmer sig således Skagen med hastige skridt.
Hos Frederikshavn vand regner man med at røret er forbundet til Skagen til sommer.
Når først der er hul igennem vil der henover de næste par år blive indvundet mindre og mindre vand her i og omkring Skagen.
Vi vil således om få år modtage al drikkevand fra Tolne vandværk alt imens at vandindvindingen her i og omkring Skagen sløjfes.
Når der nu om forholdsvis kort tid skrues kraftigt ned og indenfor få år lukkes helt for vandindvindingen i Skagen, så vil det forventeligt få grundvandsspejlet til at hæve sig til sit naturlige niveau.
Det vil med al sandsynlighed føre til problemer, dels i Skagen by, men nok især i vores elskede natur.
I januar 2012 fik Frederikshavn vand A/S lavet en konsekvensanalyse af NIRAS. I denne konkluderedes det, at grundvandsspejlet vil hæve sig 10-60 centimeter i Skagen by.
I konsekvensanalysen fremgår det endvidere at grundvandsspejlet nogle steder i naturen vil stige med op til 3,6 meter mens at større områder af klitplantagen vil have et grundvandsspejl beliggende 1-2 meter under terræn om vinteren. Dette forventes dog i perioder at være endnu højere.
Med til historien hører dog, at denne konsekvensanalyse kun dækker konsekvenserne ved en halvering af vandindvindingen. Konsekvenserne for den forestående lukning af al vandindvinding i Skagen må derfor forventes at blive større.
En lukning for vandindvinding i Skagen vil derfor kunne få vidtstrakte konsekvenser for både Skagen by og for naturen der omgiver os.
Men på trods af, at Forsyningen og dermed forventeligt også kommunen er klar over de problemer den manglende vandindvinding vil føre til, er der ingen planer om at gøre noget for at tage hånd om problemerne.
Grunden til at Forsyningen ønsker at sløjfe vandindvindingen i Skagen, skal findes i kvaliteten af vores vand.
Vandet som indvindes heroppe er, grundet vores undergrund, af så forholdsvis dårlig kvalitet, at det skal igennem flere processer end almindeligvis, for at blive til det drikkevand som kommer ud af vores vandhaner mm.
Det er derfor med et ønske om at holde vandpriserne nede for os forbrugere, at vandindvindingen om få år får en ende her i Skagen.