I forbindelse med at Turistforeningen Toppen af Danmark udvider området og lancerer ny bookingportal, åbnes der 1. december den første låge i en online julekalender, hvor der hver dag til og med den 24. december kan vindes flotte præmier.
Turismeorganisationen Toppen af Danmark (tidligere Turisthus Nord), der hidtil har dækket områderne Skagen, Frederikshavn og Sæby, giver nu mulighed for, at virksomheder i øvrige dele af Nordjylland kan være med under et nyt website, der går i luften 1. december.
Foreningen har købt domænet “www.toppenafdanmark.dk”, der bliver en bookingportal, hvor man kan finde inspiration og artikler, der beskriver områderne. Kombineret med salg og indkøb af oplevelser, hoteller og camping kan man bogstavelig talt lægge en totaloplevelse i kurven.
For at få del i de 24 flotte præmier, der er doneret af foreningens partnere, skal man tilmelde sig med e-mail, hvorefter man vil få tilsendt en mail hver dag, der beskriver præmien og hvordan man kan vinde den.