Lørdag den 2. oktober 2021 kl. 12:00 starter billetsalget til ForårsRevy 2022 – 40 års jubilæumsrevy
Revyen afvikles i 2022 i dagene 11., 12., 16., 17., 18., og 19. marts 2022 på Hotel Hvideklit i Bunken.
Efter et år i ”Corona-isolation” er et energisk og veloplagt hold bag ForårsRevyen nu i gang med forberedelserne til jubilæumsrevyen i 2022.
I løbet af efteråret er aktører, instruktørteam og tekstforfattere derfor i fuld gang med at læse og skrive en sprudlende buket af tekster og musikalske numre til den kommende revy.
Samtidig er et hold medlemmer i gang med at sy kostumer, fremstille rekvisitter, lave PR, tegne annoncer til revy-programmet, sælge billetter og så videre.
Det var til havne-festen i Ålbæk i 1982, det hele startede! Aalbæk Sjøw blev dannet og spillede sin første revy. Traditionen tro afslører holdet ikke på forhånd, hvad revyen handler om, men mon ikke der kommer et lille tilbageblik på de 40 år, der er gået siden? Coronapandemien og klimaet bliver nok også rundet, og så er der jo et kommunalvalg inden, så der er emner nok at tage af – siger instruktøren og fortsætter – Opbygningen af revyen følger den gamle danske lagkagerevymodel, men der bliver også plads til fornyelse i årets revy. Helt sikkert er det, at hele holdet vil lægge sig i selen for at give publikum den bedst mulige oplevelse – et brag af en jubilæumsrevy med masser af guf til lattermusklerne, musikalitet og også numre, der giver stof til eftertanke.
Man kan læse mere om arrangementerne for de enkelte dage og bestille billetter fra på lørdag , d. 2. oktober kl. 12 inde på www.foraarsrevy.dk