Birdere fra Grenen Fuglestation har i perioden 30. marts til 7. april (i dag) set en flok på 6 spækhuggere i Skagerrak nord for Grenen ved Skagen.
Det er aldrig set før, at spækhuggere opholder sig så længe noget sted i Danmark.
Flokken ses ca. 2 km. fra land nordf for spidsen og består af 2 hanner og 4 hunner. De er også set fra Nordstrand ved Batterivej.
Det er første gang, at spækhugger ses fra land i Danmark i år, og som sædvanlig er det fra Skagens kyster. Ellers ses spækhuggere næsten aldrig fra land i Danmark – men derimod ikke sjælden fra skibe i Skagerrak og den nordlige del af Nordsøen.
Der må være mulighed for, at man også i morgen, onsdag, kan se flokken, som jager fisk mellem mange stormmåger og rider. Husk kikkert eller endnu bedre teleskop og mød op på Verdens Ende på Grenen – den højeste klit på Grenen.
Om spækhuggere:
- Spækhuggere er verdens største delfiner.
- De kan blive op til 9,5 meter lange og veje op til 10 tons.
- Arten er set ca. 60 gange fra kysterne ved Skagen de sidste 50 år, og efterhånden ses de flere gange om året af birdere, der sidder og kigger efter havfugle over havet med deres teleskoper.
- Spækhuggere findes i alle verdens have og kan blive op til 90 år gamle.
- Verdensbestanden er kun på 50.000 dyr.
- De kan svømme op til 54 km/t.