29 March, 2023 Nyheder

50 Spar Nord-kunder samlet til testamente og tapas

Spar Nord i Skagen bød indenfor til en snak om arv, testamente, renteudvikling, verdensøkonomi og meget mere.

Der var rift om pladserne til arrangementet i Spar Nords lokaler tirsdag aften.

Her var 50 kunder samlet til oplæg om testamente, hvor Katrine Lindgaard Pedersen fra FamilieTestamente blandt andet fortalte om vigtigheden af at få tegnet en fremtidsfuldmagt, og ikke mindst hvad det kan betyde, hvis man ikke har en sådan. Derudover gennemgik hun betydningen af at have et testamente både for gifte og ugifte.

Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm holdt også oplæg, hvor den nuværende rentesituation blev gennemgået og analyseret. Han forklarede også, hvordan verdensøkonomien og begivenheder som eksempelvis Corona-krisen, krigen i Ukraine og amerikanske bankkrak kan påvirke renteudviklingen.

Der var stor spørgelyst fra de indbudte kunder til begge oplæg og I mellem aftenens to oplæg kunne kunderne nyde lækre tapas leveret af Jakobs Café.