14 September, 2021 Nyheder

3 kæmpetun fanget få sømil fra Skagen

Der blev skrevet lystfiskerhistorie i weekenden på havnen i Skagen.

For første gang siden 1960’erne blev der i weekenden landet tun fanget af lystfiskere i dansk farvand.

Det skete på havnen i Skagen lørdag, hvor der blev landet hele tre store tun, hvoraf vi allerede har omtalt den første, der blev fanget af Kim R. Poulsen.

Den største af de tre tun vejede 291 kilo og målte 258,5 centimeter. Den store tun blev fanget af Anders Wolff og fire lystfiskerkolleger, cirka 17 sømil nord for Skagen.

– Da vi kom i havn, stod der nok hundrede mennesker på kajen, som klappede og tog billeder, mens vi fik den trukket i land med en kran, fortæller Anders Wolff om den historiske landing.

Han og lystfiskerkollegerne har været en del af DTU Aquas projekt med mærkning af tun, som har stået på siden 2017.

I år har de danske lystfiskere som noget nyt fået mulighed for at fange op til fem ton tun, som de må tage med i land.

– Vi var ude første gang i fredags, men uden at observere noget. Lørdag morgen tog vi så ud igen fem mand med mig som skipper. Klokken ni var der en anden båd, som fik bid, og vi så flere springende tun. Klokken kvart over ni blev der så rykket i en af vores stænger, og så gik kampen ellers i gang, fortæller Anders Wollf.

– Det er ubetinget verdens stærkeste fisk, og vi kæmpede frem og tilbage i to timer med den, inden det lykkedes os at få den ind langs bådsiden, hvor vi fik den sikret, fortæller han.

Herefter sejlede Anders Wollf og besætningen tilbage mod havnen i Skagen, hvor den store tun blev trukket i land.

Kilder: Fiskeritidende og Nordsøposten