• Forside
  • Nyheder
  • 2.X fra Skagen Skole på klassetur i fiskens tegn – En uforglemmelig oplevelse
27 januar, 2026 Nyheder

2.X fra Skagen Skole på klassetur i fiskens tegn – En uforglemmelig oplevelse

Med rygsække, soveposer og højt humør drog 2.X fra Skagen Skole afsted på klassetur mod Nordsø Oceanarium i Hirtshals. For mange af os var det ikke bare en almindelig udflugt, men en tur med overnatning, fællesskab og masser af oplevelser – alt sammen med temaet i fiskens tegn.

Allerede da vi trådte ind i Nordsø Oceanarium, blev vi mødt af enorme akvarier fyldt med fisk, hajer og andre havdyr. Det var fascinerende at se, hvor mange forskellige arter der lever i Nordsøen, og hvor store nogle af dem faktisk er i virkeligheden. Det føltes næsten som at være under vandet selv.

Vores guide Søren gjorde oplevelsen endnu mere spændende. Han viste os blandet andet, hvordan en sild ser ud indeni, og forklarede hvordan dens organer fungerer. Det blev dog ekstra interessant, da han også viste os en torsk, som havde noget helt særligt i mavesækken nemlig en krabbe. Det var både lidt ulækkert og virkeligt spændende på samme tid, og det satte gang i mange spørgsmål og grin i gruppen. Det var tydeligt, at fisk ikke bare er ”fisk”, men dyr med et ret vildt liv.

Efter en dag fyldt med læring og oplevelser var det tid til overnatning. Om aftenen hyggede vi os sammen, spiste kage, legede, så sæler i mørket, så fiskene blive fodret i det store akvarium og nød at være af sted som klasse uden den sædvanlige skoledag. Selvom det tog lidt tid at falde til ro, endte alle med at få sovet (nogle mere end andre) , så var vi klar til næste dags oplevelser. Fællesskabet i 2.X blev helt sikkert styrket.

Næste morgen stod vi tidligt op for at tage til Hirtshals fiskeauktion. Her fik vi et indblik i, hvordan fiskeri og salg af fisk foregår i virkeligheden. Det var spændende at se, hvor hurtigt det gik, og hvor mange forskellige fisk der blev handlet. Efter at have set fisk både i akvarium, indeni og nu også på auktion, gav det hele pludselig rigtig god mening.

Klasseturen til Nordsø Oceanarium var en stor succes. Vi lærte en masse nyt, fik styrket fællesskabet i klassen og skabte minder, vi helt sikkert kommer til at snakke om længe endnu. Alt i alt var det en tur, hvor 2.X virkelig var i fiskens tegn – både fagligt og socialt.

Der skal lyde en kæmpe tak til Themis Fiskeri A/S for at sponsorere denne tur.

Det var en kæmpe oplevelse for børnene, dette blev en mindeværdig tur for 2.X på Skagen skole.

Det var dejligt, at I bakkede op om en meget lærerig dag på Nordsø Oceanarium for vores børn.

Tusind tusind tak til Themis Fiskeri A/S.

Billeder fra turen