
Et tilsyneladende banalt butikstyveri i Normal i Skagen fik lørdag alvorlige konsekvenser for en rumænsk mand, som nu er idømt 15 måneders fængsel samt 12 års indrejseforbud til Danmark.
Lørdag formiddag klokken 10.40 blev manden taget i at stjæle en flaske vand i Normal i Skagen. Normalt ville et tyveri af den størrelse ikke føre til et grundlovsforhør, men sagen tog en anden drejning, fordi manden i forvejen havde forbud mod at rejse ind i Danmark.
Overtrædelsen af et eksisterende indrejseforbud betragtes som en alvorlig lovovertrædelse, og derfor blev han fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor han modtog en straksdom på 15 måneders ubetinget fængsel samt et nyt indrejseforbud, der gælder i 12 år.
Nordjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvad der tidligere har ligget til grund for indrejseforbuddet.
Den rumænske mand er nu varetægtsfængslet, indtil afsoningen af dommen begynder.