En såkaldt “Skagenspakke” er på dagsordenen for aftenens møde i Socialudvalget.
Center for Sundhed og Pleje oplever i stigende grad udfordringer med at rekruttere kvalificeret social- og sundhedspersonale til plejegrupperne i Skagen – særligt i hjemme- og sygeplejen.
På den baggrund foreslås det, at der oprettes den såkaldte Skagenspakke, der øger dimensioneringen for optaget af social- og sundhedshjælperelever i Skagen med 10 pladser pr. år i 2021 og 2022.
Skagenspakken er forankret lokalt med fokus på de særlige muligheder og rammer, som gør sig gældende i Skagens lokalsamfund. Eleverne skal således findes i Skagen og omegn bl.a. gennem målrettede kampagner, der når ud til den brede lokalbefolkning. Fokus i rekrutteringen af elever skal eksempelvis være på de individuelle forløb, den positive arbejdsidentitet og helhedsløsningerne. Formålet er, at arbejde målrettet med at uddanne og fastholde social- og sundhedspersonale lokalt i Skagen.
Skagenspakken tager afsæt i et tæt samarbejde mellem SOSU Nord, FOA, Jobcenteret, VUC og Center for Sundhed og Plejes uddannelses- og udviklingskonsulenter. Tidligere erfaringer viser, at det brede samarbejde på tværs giver de bedste forudsætninger for gode resultater på SOSU-elevområdet. Bl.a. kan det bidrage til at få ny-ledige og brancheskiftere kendt fra Jobcenteret til at se mulighederne i et grundforløb som social- og sundhedshjælper.
Forløb i Skagenspakken
- Social- og sundhedshjælpereleverne ansættes forud for grundforløbet GF2, hvilket giver mulighed for voksenlærlingeløn, hvis de er over 25 år og kategoriseret som delvist ledige.
- Alle elever ansættes på elevkontrakt ved Frederikshavn Kommune i sammenhængende forløb med garanti for fastansættelse i Skagen efter endt uddannelse.
- Eleverne starter deres uddannelse med et 14-dages introduktionsprogram til faget og praktikken med temaer som Teori om hygiejne, Professionel fremtoning, Fagsprog og faglig kommunikation, Rettigheder og pligter.
- Herefter afvikles grundforløbet GF2 i SOSU Nords lokalafdeling i Frederikshavn. Uddannelsens praktikker afvikles i plejegrupperne i Skagen i et tæt samarbejde med Praktikvejleder Team-Skagen for at sikre, at de gode individuelle forløb bliver en realitet. Herigennem er målet at give eleverne det bedst mulige indblik i social- og sundhedsområdet og mulighederne inden for faget.
Økonomi
Udgiften ved ansættelse af en social- og sundhedshjælperelev afhænger dels af elevens alder og dels af, hvorvidt Frederikshavn Kommune kan få tilskud til voksenlærlingeløn.
Nedenfor er den gennemsnitlige udgift pr. år pr. elev angivet for hhv. elever under 25 år, elever over 25 år uden voksenlærlingetilskud og elever over 25 år med voksenlærlingetilskud:
- Elever under 25 år = 72.151 kr. pr. år pr. elev
- Elever over 25 år uden tilskud = 130.962 kr. pr. år pr. elev
- Elever over 25 år med tilskud = 86.362 kr. pr. år pr. elev
Udgiften vil således være højest, hvis alle ti elever er over 25 år uden mulighed for voksenlærlingetilskud, hvilket vil svare til en udgift på ca. 1,3 mio. kr. om året. Den laveste udgift ses, hvis alle ti elever er under 25 år, hvilket vil svare til en udgift på ca. 720.000 kr. om året.
Forventningen er dog, at alle tre grupper vil være repræsenteret blandt eleverne, og der tages derfor udgangspunkt i en gennemsnitlig udgift på 1,0 mio. kr. pr. år.
I 2021 finansieres disse ved anvendelse af 0,3 mio. kr. inden for Center for Sundhed og Plejes budgetramme samt 0,7 mio. kr. fra andre områder inden for direktionens budgetramme.
I 2022 kan der ligeledes finansieres 0,3 mio. kr. inden for Center for Sundhed og Plejes budgetramme. Der kan umiddelbart ikke anvises finansiering af de resterende udgifter på 0,7 mio. kr. i 2022. Projektet afsluttes med udgangen af 2022.
Projektet kan derfor ikke iværksættes, før der også er sikret finansiering for 2022.
Sagens videre forløb
Såfremt Socialudvalget ønsker at iværksætte projektet, fremsendes sagen til behandling i Økonomiudvalget med anmodning om en principgodkendelse på at opnå en rammekorrektion i 2022 på 0,7 mio. kr. i forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af budgetforslaget for 2022.