• Forside
  • Nyheder
  • Flere booker i allersidste øjeblik op til legendariske uge 29 i Skagen
09 juli, 2024 Nyheder

Flere booker i allersidste øjeblik op til legendariske uge 29 i Skagen

Skagen

I turistbranchen har man nærmest ikke haft et normalt år siden 2019, og det ser ikke ud til at blive mere normalt lige foreløbigt, fortæller direktøren for turistforeningen Toppen af Danmark.

Her ser man en tendens til at flere turister venter med at booke deres ferie indtil sidste øjeblik

Bookingmønsteret har ikke haft en rød tråd siden før Coronaen rasede, og i mellemtiden har krig og økonomisk ustabilitet påvirket feriegæsternes adfærd.

Sidste år manglede nordmændene, som stadig ikke fylder lige så meget i besøgstallene, som for få år siden. De har fortsat ikke det samme økonomiske råderum, som de havde tidligere, fordi den norske kroner er mindre værd i øjeblikket, fortæller turistdirektør i Skagen, Nicolai J Nissen.

Tyskerne er også udfordret på grund af arbejdsløshed og inflation etc. Ligesom danskerne agerer anderledes end de plejer.

F.eks. ser vi i år, at danskerne booker i sidste øjeblik op til den legendariske uge 29 i Skagen, forklarer turistdirektøren.

Der er stadig ledige hotelværelser og ledige sommerhuse til årets uge 29 i Skagen, selvom festen begynder på fredag.

Selvom der ikke er mange ledige overnatningssteder tilbage, er der alligevel usædvanligt med ledig kapacitet lige nu til uge 29.

Det betyder også, at gæster til sommerhuse lige nu gør en usædvanlig god handel, fordi der i mange tilfælde er såkaldt last minute rabat på de sommerhuse, som stadig er ledig til uge 29, 30 og 31. Det er samme tilfælde hos mange hoteller og andre overnatningssteder.

Vi ser fortsat i denne uge, at der er bookinger i dag med ankomst på fredag eller på lørdag. Det er både danskere og tyskere, der booker sommerhus i samme uge som ankomsten, og det var helt usædvanligt for bare få år siden, fortæller Nicolai J Nissen, der begyndte i sit job som turistdirektør for et halvt år siden, men inden da var kommerciel direktør hos et af landets største landsdækkende sommerhusbureauer.

Det er endnu ikke til at give en endelig analyse af sommeren, men der er nok ingen tvivl om, at sidste års regnfulde højsæson, og de uger vi har haft med regn, gråvejr og blæst forud for sæsonen i år, har været med til at påvirke feriegæsternes rejselyst.

Men omvendt ser vi en del, der klæder sig på til forholdene, og som vælger at holde ferie på hotel, camping eller i sommerhus, og nyder de mange indendørs aktiviteter, der findes i Vendsyssel. Der ses mange gæster på museer, hos indendørs attraktioner og så er det heldigt, at der i Skagen er masser af steder med musik og underholdning i læ af regnen i uge 29 og resten af sommeren, afslutter turistdirektør Nicolai J Nissen, der repræsenterer ca. 300 medlemmer af turistforeningen Toppen af Danmark, der har hovedsæde i Skagen, og opererer på tværs af Vendsyssel.