Glæden var stor hos Stormagasinchef Anja Kibsgaard da hun i dag kl. 10 kunne byde de første kunder velkommen i den nye butik. Salling Outlet ligger i Josephines gamle lokaler for enden af gågaden, med Sideways, Foldens Hotel og Nordjyske Bank som nærmeste naboer.
Interessen var allerede før åbningen kl. 10 stor. Hele formiddagen var der da også, trods uvejret, kø for at komme ind i Sallings nye butik i Skagen.
Salling har i flere år haft et godt øje til ferielandet og især Skagen. De har således blot gået og ventet på at de rette lokaler dukkede op. Derfor var det også held i uheld at Josephine lukkede og lokalerne på Sct. Laurentii vej 26B dermed blev ledige.
I galleriet herunder kan du se lidt billeder fra åbningen:
I Salling Outlet Skagen tilbyder de tøj til hele familien ligesom du også finder et mindre udvalg af sko samt lidt nyt til boligen.
I vores nye outlet her i Skagen vil man finde en lang række af de varer, som du kender fra stormagasinerne i Aalborg og Aarhus. Det er udelukkende varer af god kvalitet og fra kendte brands. Udvalget i vores Outlets består af restpartier fra stormagasinerne, hvorfor vi også kan skrue prisen hele 40-70% ned, i forhold til priserne i stormagasinerne.
Stormagasinchef Anja Kibsgaard
Butikken har åben fra i dag til og med uge 42 indenfor følgende åbningstider:
Mandag – fredag: kl. 10-18
lørdage og helligdage: kl. 10-16
Udover den nye butik i Skagen har Salling, foruden Stormagasinerne i Aalborg og Aarhus, kun én anden butik – en Salling Outlet beliggende i Storcenter Nord i Aarhus. Butikken i Skagen er således den kun 4. i rækken.
Anja og hendes team af kolleger fra såvel Skagen som Salling i Aalborg glæder sig over den opbakning de allerede i dagene op til åbningen har kunnet mærke fra hele byen. De glæder sig til at byde alle interesserede indenfor og understreger samtidig at de har åbent fra 10-16 hele påsken igennem.